Fasansuppe

20. jun. 2020 -- Tilføjet af : webmaster

Hovedret eller fyldig forret. Suppen er en himmerigsmundfuld (4-6 personer)
 

Ingredienser:
1 fasan
2 skiver røget bacon
1 gulerod
1 løg
½ fed hvidløg
1 trekant rodselleri eller 4 stilke bladselleri
1 æble
1 appelsin
½ tsk. timian
½ tsk. paprika
1 tsk. rosmarin
salt
Hvid peber
½ tsk. gurkemeje
1 liter bouillon (terning)
4-5 dl. piskefløde
1 spsk. smør
8 cl. cognac
12 cl. tør madeira
2-3 spsk. maizena Mel
1 bundt persille
Bacon tern
 

Tilberedning:
Skær bryststykkerne af fasanen. Hug resten af fasanen i små stykker. Brun de små stykker og baconen i smør. Når det er pænt brunt flamberes det i cognacen.
Skær frugt og grønt i små stykker, bland i og lad snurre lidt. Læg krydderi i og rør rundt. Hæld bouillonen i og lad det hele småkoge under låg i ca. en time (gerne længere).
Brun bryststykkerne og lad dem efterfølgende snurre på panden sammen med lidt suppe i 15 min, tag bryststykkerne op og hæld væden sammen med suppen. Suppen sis over i en ren gryde, pisk fløden i og jævn med maizena til suppen er lækker cremet. Suppen monteres med madeira. Bryst stykkerne skæres ud i tynde stykker og puttes i suppen. Serveres rygende varm med frisk hakket persille og ristede bacon tern
(til arbejdstid skal beregnes ca. en time, der til kommer selvfølgelig kogetiden)

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/